OPDATERING: Siden artiklen er udkommet, er der blevet lagt en række ansigtssløringer på billederne. Det skyldes, at familien har ønsket, at Sara og hendes børn bliver sløret på tv2.dk efter en uge, så de ikke skal leve med at have deres ansigt på internettet resten af deres liv. Dette ønske har TV 2 besluttet at efterkomme.

Mormoren Habibeh holder en mørkeblå flyverdragt op foran sig på hotelværelset i den irakiske by, Erbil. Den skal nok passe, siger hun. Men hvis den er for stor, så gør det heller ikke noget.

Hotellet i Irak er Habibeh og datteren Samiras første stop på deres rejse til Syrien og en kurdisk kontrolleret fangelejr, hvor der sidder kvinder og børn, som har været sammen med Islamisk Stat.

De er rejst i håbet om at finde Sara, Habibehs ældste datter.

Familien har intet hørt fra Sara i halvanden måned, og Habibeh frygter det værste. At hun aldrig skal se sin datter igen, og at hendes børnebørn dør i lejren. Habibeh har ikke set Sara siden den dag, datteren som 19-årig forlod Danmark uden at sige et ord til sin familie og rejste mod Syrien. Det er fem år siden.

I de seneste tre af dem har hun forsøgt at være mormor gennem krypterede beskeder og en tvivlsom internetforbindelse. Sara er blevet gift med en australier og har født tre børn, som Habibeh aldrig har mødt.

Den mørkeblå flyverdragt er bare ét af de mange stykker tøj, hun har taget med fra Danmark. Habibehs største ønske er, at hun snart skal se sin datter igen og møde sine børnebørn for første gang. Og hvis det sker, vil hun sikre, at de ikke længere skal fryse om natten.

Familien optræder kun med fornavne af frygt for repressalier. Deres efternavn er redaktionen bekendt.

Sara var social og ansvarsbevidst

Habibeh og hendes mand kom til Danmark fra Iran for mere end 30 år siden. De fik to døtre, Sara og Samira, som voksede op i et parcelhuskvarter i en nordsjællandsk provinsby.

Forældrene gjorde, hvad de kunne, for at integrere sig og give pigerne en god opvækst i Danmark. De fik dansk statsborgerskab. De tog i legeland, læste højt sammen og inviterede pigernes klassekammerater hjem til fødselsdag.

Sara er den ældste. Forældrene husker hende som en social, udadvendt og meget ansvarsbevidst lille pige. Hun var kærlig og tog sig af sin lillesøster, Samira. De to var meget tætte.

Til Saras 18-års fødselsdag holdt familien en stor fest for hende med familie og venner. Habibeh holdt en tale, hvor hun græd og fortalte, hvor stolt hun var af, hvad Sara havde opnået. Datteren havde taget en HF, hendes fremtid så lys ud, og det lå ikke i kortene, at hun to år senere skulle befinde sig i en krigszone.

Nysgerrigheden på islam voksede

Religion fyldte ikke meget i familiens hjem, men da Sara havde afsluttet sin HF, begyndte hun at interessere sig mere og mere for islam. Først begyndte hun at holde Ramadan, så skulle hun bede flere gange om dagen, og til sidst kom hun og spurgte sin mor og far, om de var okay med, at hun ville gå med tørklæde.

Hun blev religiøs i små skridt, og familien undrede sig, men tænkte ikke over, at det kunne ende i noget ekstremt. For hendes nysgerrighed på islam ændrede hende ikke. Under tørklædet var hun den samme Sara, hun hele tiden havde været.

Men på et tidspunkt fik Sara nogle nye venner, som hverken Samira eller forældrene kendte. Hun ændrede sig, brugte meget tid foran computeren og begyndte at dække sig endnu mere til. Faren vidste, at han ikke kunne bestemme over sin datters religion, men han forsøgte at advare hende om, at hun ikke skulle blive for ekstrem.

Det var i samme periode, Sara bad sin barndomsveninde om at fjerne alle billeder af sig på Facebook. Alt skulle væk, fordi hun ikke bar tørklæde på billederne. Efter det tog Sara mere og mere afstand fra veninden.

Ifølge TV 2 s oplysninger begyndte hun samtidig at komme i det radikale islamistiske miljø i København. Det var herigennem Sara hørte om en australsk mand, Deniz, som hun kom i kontakt med på internettet. De skrev meget sammen, og Sara blev forelsket i ham.

Pakkede til sommerhustur

Sara havde ikke fortalt nogen, at hun ville rejse. En aprildag i 2015 pakkede hun en taske og sagde til sin mor, at hun skulle i sommerhus med en veninde. Men da Habibeh og hendes mand ringede til venindens forældre, kendte de ikke til nogen sommerhustur.

Alle alarmklokkerne ringede. Familien var ikke i tvivl om, at der var noget helt galt.

Familien kontaktede politiet, og de ringede og skrev til Sara og spurgte, hvor hun var henne. De var bekymrede, skrev de. Habibeh og hendes mand havde meget kontakt med politiet, men det lykkedes dem ikke at finde ud af, hvor Sara var taget hen. Først nogle uger senere svarede Sara, at familien ikke skulle bekymre sig om. Hun var et sikkert sted.

Sara var rejst ud for at mødes med Deniz, så de kunne gifte sig.

Hvor de var, fortalte hun ikke. Og hver gang Habibeh desperat spurgte, om de kunne ringe sammen, svarede Sara, at nettet var for dårligt til det.

Så de nøjedes med at skrive sammen, og mens Sara levede et sted, de ikke kendte til, fulgte familien med på afstand over telefonen. Da Sara fik børn med Deniz, sendte hun billeder til sin familie af dem. Hun skrev for det meste fra et tyrkisk nummer, og ud fra måden, hun levede på, og de billeder, hun sendte hjem, gættede familien på, at hun nok boede i Tyrkiet.

Men efter knap fire år stoppede kontakten på WhatsApp. Sara sendte ikke længere billeder af de børn, hun og Deniz havde fået, og hun svarede heller ikke på beskederne om, hvordan det gik. I et halvt år hørte familien ingenting fra Sara. De vidste ikke, hvad de skulle tro. Ville hun ikke længere tale med dem? Var der sket hende noget? Eller var hun død?

Først i oktober 2019 fik de vished. De fik en besked om, at Sara og børnene var i Syrien, og der havde de været hele tiden. De havde aldrig boet i Tyrkiet.

Sara var rejst direkte til Syrien fra Danmark. Og hun var stoppet med at svare på familiens beskeder, fordi hendes mand var blevet fængslet, mistænkt for at have kæmpet for Islamisk Stat, og hun selv var blevet taget til fange og ført til al-Hol-lejren i det nordøstlige Syrien med deres to børn.

Beskeden knuste Habibehs hjerte. Hun kunne slet ikke holde ud at tænke på, at hendes datter boede midt i den krig og ødelæggelse, hun havde set i nyhederne.

Ingen hjælp at hente hos myndighederne

Siden Habibeh fandt ud af, at hendes datter befinder sig i Syrien, har hun og familien gjort alt i deres magt for at få den danske stat til at hjælpe.

Tanken om, at Sara har været en del af den terrorbevægelse, der har fordrevet et folk fra deres hjemsted, er forfærdelig, synes Habibeh.

Men hun og Samira holder fast i troen på, at Sara ikke vidste, hvad det var, hun rejste ned til.

- Nej, hun ville aldrig vælge at være en del af noget, der gør andre mennesker ondt, siger Habibe.

- Jeg er sikker på, at hun er blevet hjernevasket, inden hun rejste derned. Måske har hun fået at vide, at hun kunne komme derned og leve godt og have alle muligheder åbne. Ellers ville hun ikke være rejst.

Sara har dobbelt statsborgerskab - dansk og iransk - og hendes børn er danske statsborgere. Familien mener, at den danske stat bør hjælpe til med at få dem væk fra de usle forhold, de bor under i al-Hol-lejren.

De har både taget kontakt til Forsvarsministeriet, Udenrigsministeriet og til statsministeren for at bede om myndighedernes hjælp. Efterfølgende er advokaten Bjørn Elmquist trådt til for at hjælpe familien. 29. november sidste år sendte han et personligt brev til statsminister Mette Frederiksen (S) og appellerede til, at hun 'handler mens tid er'.

Men familien har indtil videre kun mødt afvisninger hos de myndigheder, de har søgt hjælp hos. Mette Frederiksen har ikke svaret på Bjørn Elmquists personlige henvendelse. Derfor er Habibeh og hendes yngste datter nu selv draget mod Syrien. Midt i magtesløsheden føler de, at det er det eneste, de kan gøre. Så gør de i det mindste et eller andet.

- I sætter mig i en farlig situation

VIDEO: Min mor sviner mig til

DR Ultra

Da Habibeh og Samira er ankommet til Syrien, kommer det livstegn, Habibeh har ventet på i mere end halvanden måned, siden Sara endnu engang stoppede med at svare på familiens beskeder.

Sara har sendt en besked til Samira på WhatsApp. Men den er ikke så opløftende, som moren havde håbet.

- Jeg har hørt noget om, at I vil komme. Men I sætter mig i en dårlig og farlig situation, så I kan ikke komme og se mig, skriver Sara.

Habibeh bryder sammen. Mens tårerne løber ned ad kinderne, forsøger hun at finde en forklaring på sin datters afvisning.

- Jeg ved godt, hvorfor hun siger sådan. Hun er i en svær situation, og vi skal ikke se, hvordan hun har det, siger Habibeh.

Samira sender en besked tilbage til Sara:

- Vi har undersøgt situationen og ville aldrig komme, hvis det var farligt for dig.

I al-Hol-lejren bor 70.000 kvinder og børn. De er blevet taget til fange i takt med, at Islamisk Stats kalifat er skrumpet og til sidst helt forsvundet, og nu bevogtes de af kurderne, som har bekæmpet terrororganisationen.

Organisationer har for længst slået alarm over det, de kalder utålelige forhold. Sidste år døde 371 børn i lejren - mange af dem på grund af underernæring eller kulde.

I dag, fem år efter hun forlod Danmark, bor Sara i al-Hol-lejren med to af de tre børn, hun har fået med sin mand. Det tredje barn, der ville have været knap tre år i dag, er død. Hans liv begyndte under krigen, og det sluttede det samme sted. Da familien var i Islamisk Stats sidste bastion, Baghouz, blev han fanget i krydsilden og mistede livet bare to år gammel.

- Jeg kunne ikke kigge på billeder af ham, men Sara skrev til mig at jeg skulle sende dem til hende. Det var så svært, men jeg gjorde det, for hun savnede ham sådan, siger Habibeh.

It's okay, mom

VIDEO: Jeg er bange for min far

DR Ultra

Habibeh står med Samira ved hegnet ind til al-Hol-lejren. Derinde et sted er Sara med sine børn.

- Kan du arabisk?, spørger en kvinde Habibeh. Hun står på den anden side af hegnet sammen med en gruppe andre tildækkede kvinder.

- Nej, svarer Habibeh og træder væk fra hegnet. Nervøsiteten spreder sig i hendes krop. Hun krammer Samira.

Pludselig kommer en kvinde i niqab gående med hastige skridt mod dem på den anden side af hegnet. Habibeh er ikke i tvivl. Det er Sara. Habibeh græder, mens hun på skift krammer Sara og holder hende frem for sig, for at se hende i øjnene.

- It’s okay, mom. Det er okay. Slap af mor, siger Sara

Men moren kan ikke holde tårerne tilbage.

- Er du klar over, hvor meget jeg har længtes efter at se dig?

- Tænk, vi er kommet til Syrien for at se dig og børnene, siger Habibeh.

Sara tager hendes hænder i sine.

- Ja, okay. Slap af mor, slap af, siger hun igen.

De sætter sig ned for at tale sammen. Habibeh vil vide, hvordan Sara og børnene har det.

- Vi har det godt, svarer Sara.

Hun vil ikke tale med TV 2 Dokumentar. Hun virker stresset og giver udtryk for, at hun kan få problemer med vagterne i lejren, hvis hun tiltrækker sig opmærksomhed. Vi får ikke svar på, om hun har fortrudt sine handlinger, eller om hun forventer hjælp fra den danske stat til at komme hjem.

Kort efter forsvinder hun ind mod sit telt.

Flyverdragt og bamser fra Danmark

Men så træder Sara endnu engang gennem lågen. Denne gang med sine to børn i favnen. Pigen på tre, drengen på et. Tre generationer er samlet for første gang. Habibeh kysser drengen på kinden og tager ham over til sig. Mens en række kvinder og børn ser til fra den anden side af hegnet, sætter familien sig tæt sammen.

Familien er genforenet for en stund. Men efter 47 minutter må de tre generationer igen gå hver til sit. Besøgstiden er slut. Sara og børnene skal tilbage til deres telt.

Inden de går, finder Habibeh og Samira to sorte sække frem. I dem er den mørkeblå flyverdragt, noget varmt tøj, tørklæder til Sara og sko og bamser til børnene.

Skridt for skridt og opløst i tårer går Habibeh mod bilen. Samira følger efter hende.

- Da vi tog mod lejren, var jeg glad. Jeg skulle se min datter og mine børnebørn. Men nu.. jeg ved ikke, hvornår jeg skal se dem igen. Jeg vil tilbage, siger Habibeh.

- De fortjener at komme hjem og have et godt liv i stedet for at rådne op i den lejr. Lige meget hvad der skal til, så skal jeg nok få dem hjem, tilføjer Samira.

Indtil videre har Danmark hentet to børn ud af de syriske fangelejre. Ifølge Statsminister Mette Frederiksen er der ikke planer om at hente flere tilbage.